Gå tilbage til hovedindhold.

Syddansk Universitetsbibliotek - LibGuides

God Akademisk Praksis

Datamanagement

Hvis et af dine projekter vil komme til at indebære indsamling af data, bør du forholde dig til konceptet "Datamanagement". Altså hvordan du behandler den data, som du indsamler.

Datamanagement omhandler hele håndteringen af dataprocessen i et projekt. Dette gælder planlægning, organisering, indsamling, behandling, opbevaring, sletning, deling og anonymisering af data.

Datamanagementplan

For at samle denne dataproces anbefales studerende såvel som forskere derfor at lave en datamanagementplan for både større og mindre projekter, da man på denne måde lettere kan finde data både under og efter projektets afslutning.

Ved at udvikle en datamanagementplan i begyndelsen af et projekt, bliver det muligt at forestille sig, hvordan projektet vil se ud, når det er færdigt og dermed undgå ærgerlige fejl og potentielle faldgruber.

En datamanagementplan er et levende dokument, hvilket betyder, at planen kan opdateres i løbet af projektet, hvis der sker ændringer. Da en datamanagementplan er et teknisk dokument, anbefales det altid at starte fra en skabelon. Hvis dit institut/fakultet eller afdeling allerede har en skabelon, bør du anvende denne. Ellers anbefales DCC eller DEFF-skabelonerne fra DeiC.

Ved spørgsmål angående datamanagement kan du kontakte bibliotekets support for forskningsdatamanagement (RDM Support).

Personfølsomme data

Skal du arbejde med personfølsomme data, anbefaler vi, at du læser om personfølsom data for studerende og kontakter SDU Research & Innovation Organisation (RIO).


Deling af data

Deling af data er essentielt for samarbejde og vidensdeling både internt og i videnskabelige miljøer. Inden du publicerer eller deler data, skal du tale din vejleder, da det dels er vigtigt ikke at dele følsomt data og dels at overholde ophavsretten.

Ønsker du at dele data internt til samarbejde på SDU anbefales Microsoft OneDrive, Sharepoint eller Teams. Forskellen på OneDrive og Sharepoint, ligger i at OneDrive er tiltænkt funktion af et privat drev, hvor du så kan dele enkelt filer/mapper, hvor Sharepoint er tiltænkt deling i mellem en gruppe af mennesker, hvor enkelt filer/mapper så kan laves private. Og konsekvensen ved brug at OneDrive vil være, at hvis den der har delt materiale med andre, af den ene eller anden grund stopper på SDU, så vil adgang til data forsvinde for de øvrige efter 3 mdr., da kontoen begrundet GDPR her bliver slettet. Det vil ikke ske ved Sharepoint, men man bør altid have to dataejere på delte mapper, da det ikke vil være muligt at ændre på rettigheder for bestående mapper og filer, med mindre man har ”Ejer” rollen tildelt.

Til sikker behandling af data har SDU også udviklet en sikker serverløsning (S4). Adgang til S4-løsningen kan dog kun lade sig gøre, hvis det Institut, du er tilknyttet, tillader (/eller kræver) dette, og derfor vil give dig adgang.

Hvis der er tale om meget store datamængder, eller der er brug for meget computerkraft i databehandlingen anbefaler SDU IT at bruge NextCloud (se efter "Send og gem store filer - NextCloud").

Hvis data skal publiceres, kan det ske i et emnespecifikt repositorie såsom re3dataZenodo, Deic Dataverse eller Deic Storage anvendes. Bemærk at deling af data i disse repositorier, kun anbefales, hvis der er eller skal udarbejdes en publikation på baggrund af din data.


Mere om datamanagement

Syddansk Universitetsbibliotek
Odense | Esbjerg | Kolding | Slagelse | Sønderborg
+45 6550 2100 | sdub@bib.sdu.dk