Der er mange forskellige formål med at lave en litteratursøgning eller skrive et review, det kan f.eks. være for at:
- identificere typer af tilgængelig evidens eller al evidens indenfor et givent område
- afklare definitioner / begreber i litteraturen indenfor området
- undersøge hvorledes forskning varetages indenfor et givent emne eller område
- identificere hovedkarakteristika eller faktorer relateret til et begreb
- identificere og analysere videnshuller
Omfanget af litteratursøgningen knyttet til et review, er afhængig af hvilken type der er valgt.
Kernen i litteratursøgningen er den samme, men omfanget af søgningen og mængden af ønskede resultater afhænger også af, hvilket niveau du som studerende eller forsker er på. Et BA-projekt kræver ikke nær så meget materiale som en forskningsoversigt til en ph.d.-afhandling, men det er uanset niveau vigtigt at finde de mest relevante materialer for din problemformulering eller dit forskningsspørgsmål. Ligeledes afhænger mængden af ønskede materialer også af typen af review - på Humaniora og Samfundsfag er det f.eks. vigtigt at kunne finde de centrale tekster inden for ens felt og "positionere sig" i forhold til disse.