Gå tilbage til hovedindhold.

Syddansk Universitetsbibliotek - LibGuides

APA 6th-Guiden - Referencehåndtering

Referenceværktøjer

Referenceværktøjer

Igennem dit studieliv vil du nå at referere til mange forskellige kilder, og det kan være særdeles tidskrævende at skulle holde styr på alle disse referencer manuelt. Det er derfor en fordel at lære et digitalt referenceværktøj (software program) at kende. Når du skal referere til kilder i dine opgaver, hjælper programmet dig med at holde styr på dine referencer, og det kan automatisk generere referencelisten til dine opgaver.

Du kan spare rigtig meget tid ved at anvende et digitalt referenceværktøj, og der er megen hjælp at hente, men...

  1. Du skal sætte tid af til at sætte dig ind i det - det er ikke 24 timer inden deadline.
  2. Du skal stadig kende til reglerne for det referencesystem (APA, Chicago, Vancouver etc.), som du skal bruge.

Husk at et referenceværktøj bare er et computerprogram, og "fodrer" du det med mangelfuld eller fejlbehæftet data, vil dine referencer mangle information eller komme til at stå forkert. Du skal derfor kunne gennemskue, hvis dette sker.

Words Referenceværktøj

Tekstbehandlingsprogrammet Word har funktionen Referencer integreret som fane. Her kan du ved Indsæt citat (v. Citater og Bibliografi) indtaste en kildes referenceinformation. Når en kilde er indtastet én gang, kan du henvise til denne kilde i dine worddokumenter fremover ved nogle få klik. Du kan skifte mellem forskellige referencesystemer (APA, Chicago, MLA etc.), så det passer til dit behov, og når du er færdig med din opgave, kan du generere en referenceliste på baggrund af de anvendte referencer i opgaven. Words funktion er ganske fin til det mest basale referencearbejde, og når først du har tastet en kilde korrekt ind, er det nemt at genbruge den i fremtidige dokumenter. Hvis du ikke er særlig it-kyndig, er denne funktion til at overskue.

Du kan lære mere om Words referencefunktion i denne film:

Hvis du på et tidspunkt får behov for et større overblik, skal du arbejde med 50+ referencer, eller vil du gerne være fri for tastearbejdet og kunne downloade referenceinformationerne fra forskningsdatabaserne, så kan du konvertere dine referencer fra Word til et selvstændigt referenceværktøj, som kan samarbejde med Word.

Der findes flere af disse værktøjer. Det, som SDU har købt licens til, hedder EndNote.

EndNote

Som studerende eller ansat ved SDU har du adgang til den fulde version af referenceværktøjet EndNote. Der eksisterer også en gratis version på MyEndnoteweb.com. EndNote er meget anvendeligt, når man skal skrive akademiske opgaver eller tekster. Når du først har lagt en reference ind i dit EndNote-bibliotek, kan den nemt indsættes i dine dokumenter, og referencelisten genereres automatisk, imens du arbejder med teksten. Som i Word, er det muligt manuelt at indtaste referenceinformationer i EndNote, men langt de fleste referencer kan downloades direkte fra forsknings- og biblioteksdatabaser for herefter at blive indsat i egne dokumenter. I modsætning til Words referenceværktøj kan du med EndNote få overblik over et langt større antal referencer, sortere dem i grupper, tilføje teksterne (artikler, kapitler etc.) til referencerne i pdf og meget mere.

Som studerende på SDU er EndNote tilgængeligt fra de studerendes softwareportal. Du skal forvente at bruge lidt tid på at sætte dig ind i programmet. Universitetsbiblioteket afholder løbende kurser i EndNote, som du kan tilmelde dig. Hvis du hellere vil gå i gang selv, kan du benytte EndNote-guiden.​

Skal du bruge APA på dansk med Endnote, kan du downloade og installere en skabelon, vi har udviklet. Læs mere her:

https://libguides.sdu.dk/endnote20/styles.

Har du spørgsmål til Endnote, kan du spørge via vores FAQ eller til endnote@bib.sdu.dk

Syddansk Universitetsbibliotek
Odense | Esbjerg | Kolding | Slagelse | Sønderborg
+45 6550 2100 | sdub@bib.sdu.dk